Tonen skærpes på arbejdspladserne
»Der er ufatteligt mange dårlige ledere. Ikke fordi det er dårlige mennesker, men fordi de har dårlige vilkår. De er typisk valgt som ledere på grund af deres faglige dygtighed og har ikke forudsætningerne for at lede et personale,« påpeger han.
Henrik Hopff bifalder HK’s opfordring til større dialog og samarbejde om omgangstone og samarbejde på arbejdspladserne. Men hvis det virkelig skal batte, skal samarbejdet løftes op i virksomhedernes samarbejdsudvalg, hvor topledelserne sidder sammen med tillidsrepræsentanter i stedet for som nu at foregå i sikkerhedsudvalg mellem mellemledere og sikkerhedsrepræsentanter, der hverken har budget eller beføjelser til at gøre noget ved problemerne, mener han.
Lederne mobbes også
I Ledernes Hovedorganisation (LH) tager man mobning og dårligt psykisk arbejdsmiljø meget alvorligt og er ikke bange for at indrømme, at det er dårlig ledelse, der bærer skylden for, at den gode tone og omgangsform er forsvundet fra mange arbejdspladser. Enten fordi lederen selv mobber eller undlader at gribe ind, når tonen mellem medarbejderne bliver for grov.
LH har selv prøvet at kortlægge problemets omfang med opsigtsvækkende resultater. En undersøgelse blandt et udsnit af organisationens medlemmer viste, at kun godt en tredjedel af deres virksomheder kunne sige sig helt fri for mobning.
»Som noget meget væsentligt pegede undersøgelsen på, at lederen ikke kan løse problemet selv. Det skal ske i en dialog med medarbejderne på den enkelte arbejdsplads. For jo mere lederen har problemet inde på livet, desto mindre er hans tiltro til, at han selv kan løse problemet,« fortæller Lars Andersen.
Det er ledernes organisation meget opmærksom på, så ud over at skabe opmærksomhed blandt medlemmerne om de uacceptable konsekvenser af et dårligt psykisk arbejdsmiljø tilbyder de uddannelse – ikke i håndtering i mobning, men i ledelse, der kan forebygge, at problemet opstår.
Arbejdsglæden er væk
Hvis vi vil gøre op med forråelsen af arbejdslivet, er det nu ikke produktivitetsforøgelse, vi skal bruge som sigtepunkt, advarer privatpraktiserende krisepsykolog Nadja Prætorius.
I de 10 år hun har haft praksis, har hun set sin voksende klientgruppe skifte fra at være mennesker, der havde været udsat for enkeltstående traumatiske hændelser, til at være ganske almindelige lønmodtagere med depression eller udbrændthed. Ofre, som hun oplever det, for vores samfunds evige jagt på merproduktion og effektivisering.
»Folk har mistet arbejdsglæden og færten af, hvorfor de er på deres arbejde, for de oplever ikke at have tid til det, de er uddannet til og er gode til. Det skaber stress, depression, irritabilitet og skrøbelighed. Man bliver nærtagende og aggressiv. Og så bliver man ude af stand til at styre konflikter på arbejdspladsen,« siger Nadja Prætorius.
Apropos Kommunikation ApS
