Ingeniører skipper ferien

Knap hver tredje ingeniør har ikke holdt al sin ferie, når ferieåret slutter med udgangen af april. Og 13 procent af dem angiver arbejdsgivernes prioriteter som årsag. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) har foretaget.

10 procent af de, som ikke holder hele deres ferie, bliver oven i købet ikke kompenseret for det gennem penge, flytning af ferie eller andet.

De høje tal vækker bekymring i IDA.

- Det er et klart problem. Vi har så store stressmængder og tidlig udbrændthed i vores samfund. Vi har selvfølgelig ferie, fordi folk skal have det godt, men også fordi man skal restituere sig. I længden betyder det, at folk bliver en dårligere arbejdskraft, siger Lars Bytoft Olsen, formand for IDA, til radiomagasinet Nyhedsxpressen.

Han erkender, at de fleste medarbejder udskyder eller dropper ferien for at hjælpe arbejdsgiveren, men den undskyld dur ikke i længden.

- Det er misforstået loyalitet over for arbejdsgiveren. At man går ind og gør en ekstra indsats er selvfølgelig prisværdigt i perioder, men man er nødt til at tænke langsigtet. Vi har ferie, fordi vi skal holde den - ikke skyde den, fastslår ingeniørformanden.

Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at 1/3 af sygefraværet skyldes dårligt trivsel, herunder manglende balance mellem arbejdsliv og familieliv. Derfor er det nødvendigt, at ferie er en helt accepteret del af arbejdslivet.

- Dette er et spørgsmål, som skal afklares mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Vi skal ind og holdningsbearbejde vores medlemmer, så de selv tager den ferie, de har ret til, men virksomhedernes ledere skal også gøre noget. Det er dårlig ledelse, hvis man bare lader medarbejderne arbejde, for det er virksomhedens langsigtede tarv, man varetager. Samtidig er det for nemt at sige, at medarbejderne bare selv kan sige fra. Mange gange er man den eneste medarbejder på området, og så er det svært at sige nej, siger Lars Bytoft Olsen

Ingeniører skipper ferien
Til forsidenTip en venSitemap - Oversigt over alle siderUdskriv