Det er en af de dage, hvor du ikke hører vækkeuret, brødet brænder på, hunden kaster op på det nye gulvtæppe, du får en fartbøde på vej til arbejde, kommer op at skændes med chefen, glemmer at det er din tur til at hente børn, og når du endelig kommer hjem og skal til at slappe af, står kælderen under vand. Den eneste trøst er, at i morgen er det en anden, det går ud over - men du kan være helt sikker på, at turen kommer til dig igen!
I anledning af julemåneden får du ikke 5, men 10 ideer i vilkårlig rækkefølge til at komme igennem 'en af de dage':
Træk vejret. Ånd ind i 5 sekunder, hold vejret i 15 sekunder, ånd ud i 10 sekunder. Tag 5 af den slags dybe indåndinger morgen, middag og aften, og indbyg det i din daglige rutine, hvad enten du føler dig stresset eller ej - øvelsen er også forebyggende.
Giv dig selv et klap på skulderen. Fortæl dig selv, at du er god nok og lidt til, selv om det er ved at brænde på lige i øjeblikket - og at det allerede går meget bedre.
Tænk over, hvem du er. Måske skal du et stykke tilbage i tiden for at finde svaret, måske er det nok at betragte dig selv grundigt i spejlet. Det gælder om at finde frem til den bedste udgave af dig selv, lukke øjnene og leve dig ind i den.
Læs noget inspirerende. Find et interessant eller underholdende blad, eller læs et par sider i din yndlingsbog. Hold dig fra aviser, formiddagsblade og andre medier, der svælger i død, ulykke og dårlige nyheder.
Meld dig ud. Flygt i 5 minutter fra det, der går dig på. Hvis du ikke har noget andet sted at være, så sæt dig ned og luk øjnene, indtil du er faldet til ro.
Send en venlig hilsen - eller en kærlig. Skriv en opmuntrende mail til én du kender, også selv om vedkommende strengt taget ikke trænger til at blive muntret op. Det har en god virkning på dig selv.
Gør noget for nogen. Besøg nogen du kender på et plejehjem, hjælp et barn med at snøre skoene, ring til en ven, du ikke har talt med længe. Vær en god lytter, og koncentrér dig om hvert eneste ord, der bliver sagt.
Læg en cd på. Blød instrumentalmusik er bedst, hvis du har brug for at slappe af. Trænger du til mere energi, er munter popmusik velegnet. Gå uden om musik med en alt for pågående rytme - det går ud over koncentrationsevnen.
Skriv ned - et universalmiddel, der også virker her! Notér de 5 vigtigste ting, du gerne vil have ordnet i dag, og lad det blive ved det. Streg ud, hver gang du har fået en ting fra hånden. Det har langt større indflydelse på dit velbefindende, når du kan se sort på hvidt, at du har udrettet noget.
Husk at du selv vælger. Det er altid dig selv, der bestemmer, hvordan du vil opfatte det, der sker omkring dig.