APROPOS kommunikation ApS er godkendt og certificeret af Arbejdstilsynet og Danmarks Akkrediteringsinstitution som udbyder af den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse
Kabine-personale i fly har forhøjet risiko for mod

Kabine-personale i fly har forhøjet risiko for modermærkekræft


Det svenske kabinepersonale hos SAS har mere end dobbelt så høj risiko for modermærkekræft sammenlignet med hele befolkningen. Resultaterne stammer fra det svenske cancerregister (1957-1994). Den standardiserede kræftincidens for alle kræftformer var ikke forhøjet, men både mænd og kvinder havde forhøjet risiko for modermærkekræft på henholdsvis SIR= 2.18 (CI=1.09-3.90) og 3.66 (CI=1.34-7.97).
 
AMI kommentar af Ulla Birgitte Vogel og Håkan Wallin
Dette er et register-baseret studie, hvor kræftincidensen er opgjort for 2324 kvinder og 632 mænd, der alle har været ansat som kabinepersonale i SAS i perioden 1957-1994. Kræftincidensen hos kabinepersonalet blev sammenlignet med kræftincidensen hos den generelle befolkning. I dette studie havde kabinepersonalet ikke generelt forhøjet kræftrisiko sammenlignet med baggrundsbefolkningen, men de havde forhøjet risiko for modermærkekræft. Mænd havde 2.18-gange forhøjet risiko (CI= 1.09-3.90), mens kvinder havde 3.66 gange forhøjet risiko for modermærkekræft (CI=1.34-7.97).

Disse resultater stemmer godt overens med både et islandsk og et norsk studie. Kabinepersonale er udsat for kosmisk stråling, og det vurderes, at de årligt modtager en dosis på ca. 3-6 milliSievert. Det er samme størrelsesorden som arbejdere på kernekræftværker modtager og lidt højere end baggrundsstrålingen. Flypersonale har generelt bedre muligheder for at holde ferie i udlandet, og man kunne derfor tro, at den forhøjede modermærkekræftrisiko skyldtes solbadning. Imidlertid viser en spørgeskemaundersøgelse blandt piloter, kabinepersonale og et tilfældigt udsnit af befolkningen, at den forhøjede modermærkekræftrisiko ikke kunne forklares ved overdreven solbadning.
 
Konklusioner:
Kabinepersonale i fly har 2-3 gange forhøjet risiko for at få modermærkekræft. Den forhøjede kræftrisiko kunne ikke forklares ved solbade- eller ferievaner. Udsættelse for erhvervsmæssig kosmisk stråling er en mulig forklaring på den forhøjede risiko for modermærkekræft.



Tilmelding til nyhedsbrev