Rosenthal-effekten

 

Da Rosenthal ville efterprøve hypotesen om den selvopfyldende profeti, fordelte han nogle rotter på to hold studerende, hvoraf det ene fik den besked, at deres rotter var specielt kvikke, og det andet, at deres rotter var specielt sløve.

 

Holdene skulle nu gennemføre nogle labyrintindlæringsforsøg med rotterne. Hypotesen blev verificeret ved, at de "kvikke" rotters præstationer var så meget bedre end de "sløve" rotters, at forskellen ikke kunne være tilfældig. Det viste sig da også, at holdet med de "kvikke" rotter havde været mere venlig ved træningen, end holdet med de "sløve" rotter.

 

Ved forsøg med i alt 650 7-12 årige skolebørn og deres lærere, ville Rosenthal påvise, at bevidstheden om, at man arbejder med et specielt godt materiale, i sig selv medfører et bedre resultat end det modsatte.

 

Han testede de 650 elevers intelligens og udtog ved tilfældig udvælgelse 20% af dem, og præsenterede dem for deres lærere som elever, der fagligt set ville gøre nogle overraskende fremskridt.

 

Et år senere viste fornyede tests, at børnene i den udvalgte gruppe havde forbedret deres intelligenskvotient så markant i forhold til resten, at det ikke kunne bero på en tilfældighed. Ved interviews med de involverede lærere viste det sig, at de udvalgte elever på forskellig vis var blevet positivt særbehandlede.